Mia Mäkilä: MY PINK HELL

Den svenske kunstner Mia Mäkiläs kunst engagerer. Ikke fordi hendes værker aktualiserer samtiden, men fordi hun deler sine følelser med os. Hendes nysgerrighed og fascination for frygt, angst og galskab, kombineret med humor får os til at undre os over hvordan disse, til tider groteske værker, alligevel kan virke så æstetiske og behagelige på os.

Udstillingen ”MY PINK HELL” der viser et udvalg af Mäkiläs malerier og digitale kollager er inspireret af filminstruktørerne David Lynch, Ingmar Bergman, Alfred Hitchcock og Tim Burton og kunstnere som Hieronymus Bosch, Francisco Goya og Jean-Michel Basquiat.
Hun er vokset op i Norrköbing i Sverige, hvor hun stadig bor. Hun har ingen formel uddannelse som kunstner, men hendes uddannelse i kunsthistorie har haft stor indflydelse på hendes kunst. I værker som ”Holiday In Hell”, ”Mystery of Death” og ”My Hell” kan man tydeligt se inspirationen fra den hollandske maler Hieronymus Bosch, der i det 15. århundrede blev kendt for sine skrækindjagende fremstillinger af onde magter. Akkurat som i flere af Boschs malerier, kan man også i Mias værker, få god hjælp ved at benytte sig af et forstørrelsesglas. For der er så mange utrolige detaljer af mennesker og dyr, der leger, elsker, dræber og gøgler i surrealistiske landskaber, og hvor forholdet mellem dem ikke altid stemmer med virkeligheden.
Et af Mäkiläs værker som har klar reference til filmverdenen er ”Under Attack”. I den digitale kollage der fremstiller to børn der angribes af en flok fugle, kan man ikke undgå at se for sig skrækscenen fra Hitchcocks ”The Birds” hvor en flok hysteriske børn løber ud af en bygning, forfulgt og angrebet af hundredvis af rasende fugle. Men til forskel fra filmen er personerne i Mias billedunivers fastfrosset i sine positurer. Hun har fanget dem, og manipuleret med dem. De er der, og de vil os noget.

Mias kunst er enormt personlig. Hvis man besøger hendes hjemmeside og læser hendes blog, får man nemt følelsen af at have mødt kunstneren. Her har hun en meget direkte dialog med sine fans, hvor hun fortæller os, hvem hun er, og hvad hun står for. Og det virker, for hendes blog er med til at skabe det image som Mia Mäkilä er og hendes kunst står for. I sin blog tør hun vise os sin ærlighed og livets eksistentielle realiteter. Tematikken i hendes værker er kendt for de fleste, men ikke alle tør erkende livets sårbarheder og nøgenhed, som Mia gør ved at lade sin blog komplimentere sin kunst.