EFTER STORMEN

Christian Elovara Dinesen, Morten Plesner og Mathias Malling Mortensen

Stormen er et essentielt element i enhver myte om menneskets dannelse og udvikling. Det er gennem forvirring, fejl og nederlag, at vi vokser os klogere. Vor historie er minder om et forgangent stormhærget selv, der prøver at advare os børn af sene tider. Ungdommelig sult og frygt er stemninger, som særligt driver vores samtid. De er vinden i vores sejl. Men en drivkraft, der udvindes fra frygt og begær, er uberegnelig. Til sejlet hører en materialitet, som betinger hele rejsen. Og hvis sejlet flænses, bliver mægtige kræfter med ét til mægtige fjender.
På dybt vand føles den ydmyghed, naturen fordrer, med en klarhed, som borgerne i byen har ofret i fremskridtets navn. Med øjnene klistret til virtuelle spejlbilleder, og ørerne fulde af ekko, mistes følsomheden for varslets hvisken. Og chokket bliver des større, når katastrofen rammer.

I stormens rasen ophører arbejdets strukturerede verden brat. Den planlagte fremtid blæses med ét til et fjernt minde. Et flimrende nærsyn er pludselig alt, man har at navigere efter. Væggene styrter sammen, tøjet bliver gennemblødt, øjnene lukkes stramt i, og skriget bliver stumt i vindens hærgen.

Der er en stund, lige efter stormen har lagt sig, hvor man løfter hovedet og ser sig forsigtigt omkring. Blikket forsøger at fange genkendelige mønstre, og hænderne tjekker kroppen for skader. Dette hul i tiden, hvor ’før’ og ’efter’ står i skarp kontrast, tvinger de overlevende til at forholde sig til omverdenen på en uvant ydmyg facon. De strukturer, som udgjorde selvets mønster, er blevet flået fra hinanden. ’Jeget’ må nu navigere i en verden uden faste koordinater. Overalt findes vragstumper fra obskure templer og tomme byggepladser. De forladte huse smiler fortrøstningsfuldt med deres mørke vinduer. Fortumlet, men i live leder menneskerne efter hinanden og efter minder fra deres fortid. Strandkanten fyldes af udviskede fotografier, der krampagtigt forsøger at holde på gammelt lys. I tiden efter stormen bygges hjemmet af gamle materialer og nye perspektiver. Poleret glas og stål må bøje sig for vraggods og drivtømmer i en arkitektur, der kan rumme sin historie.

billeder kommer snart