Michael Würtz Overbeck: IN THE INTERIM OF BEING AND THE VOID

Mennesket har dannet en vane: At forstå verden på én måde, hvor vi prøver at stykke livets fragmenter sammen, så de bliver en del af vores virkelighedsopfattelse, for at nå nærmere en større sandhed. Når vi ikke længere kan manipulere os selv og hinanden til at forstå verden på vores egen måde, forstår vi den simpelthen slet ikke længere. Alt, hvad der før var velkendt, bliver pludseligt fremmed. Vi bliver dermed fremmede for os selv.

Mennesket er fanget i den fatteevne det har. Selv hvis man kunne forstå verden til bunds, ville det ikke føre os tættere på en mening eller en sammenhæng, da en sådan ikke eksisterer og al virkelig erkendelse er umulig.

Mennesket tilhører tiden, og tiden bærer os frem gennem livet. Vi bærer tiden, ved at leve på fremtiden, og sætte vores håb til morgendagen. Tiden fører os konstant tættere mod døden, som er uundgåelig. Når menneskets skæbne ses i dødens lys, bliver nytteløsheden åbenbar, og al moral og al stræben a priori mister enhver berettigelse.

Er døden så svaret, når livet er meningsløst? Og er vejen ud af livets absurditet, selvmordet?

Mennesket vænner sig til at leve, før det vænner sig til at tænke. Legemet har dermed i kapløb med døden et uopretteligt forspring.

En flugt indtræder, og herunder et håb om at leve for større værdier end livet selv, som fortrængninger af den ørkesløse tilværelse, da det sublimerer det, giver det mening og også forråder det. At håbe er at flygte fra tilværelsens absurditet, hvilket medfører et liv på falske præmisser.

I og med at fremtiden, og tankens stræben efter klarhed ikke længere har grobund, kan det absurde erkendes. Man skal hverken tragte efter døden eller håbet, da begge muligheder er en flugt fra den virkelige erkendelse absurditeten.